Der findes en interessant og måske lidt provokerende tanke om dynamikken mellem Narcissisten og People Pleaseren: Hvad hvis de to strategier i virkeligheden stammer fra nogle af de samme sår?
Det samme grundsår – to forskellige strategier
Selvom det er umuligt at pege på den helt samme barndom eller den præcis samme grad af omsorgssvigt, kan historien nogle gange begynde samme sted: I oplevelsen af ikke rigtigt at blive set. Ikke at være tryg. Ikke at være god nok som man er.
Et barn, der vokser op med meget kritik, følelsesmæssig utilgængelighed, uforudsigelighed, destruktiv skam eller andre former for svigt, står over for et grundlæggende spørgsmål:
“Hvordan får jeg lov til at høre til her?”
Og barnet finder en strategi.
Det er her, vejene kan begynde at skilles.
Nogle lærer: “Jeg må være god for at være elsket”.
Og dét barn bliver ofte meget opmærksomt på forældrenes følelser og begynder at mærke:
Er mor ked af det? Er far vred? Har jeg gjort noget forkert? Hvordan får jeg stemningen til at blive god igen?
Barnet lærer at aflæse rummet. Det lærer at tilpasse sig. Det lærer måske at være dygtigt, sødt, hjælpsomt, forstående og nemt.
Det lærer: “Hvis jeg passer på dig, passer du måske på mig.“
Det kan senere udvikle sig til det, vi kalder people pleasing.
Som voksen kan personen være utrolig empatisk. Omsorgsfuld. Intuitiv. God til at mærke andre. Den, alle kommer til, når livet gør ondt. Men bagsiden kan være, at personen er langt bedre til at mærke andre end sig selv.
Så spørgsmålet bliver ikke længere: “Hvad føler jeg?” men: “Hvad har du brug for, at jeg føler og gør?”
Andre lærer: “Jeg må være stærk for ikke at blive såret”.
Og dét barn kan reagere på det samme grundlæggende, utrygge landskab på en helt anden måde.
I stedet for at vende opmærksomheden udad vender barnet den indad.
Jeg skal ikke have brug for nogen. Jeg skal ikke være den svage. Ingen skal bestemme over mig. Jeg skal have kontrollen.
Tilpasning er også en form for kontrol
Hvor det ene barn forsøger at skabe sikkerhed gennem tilpasning, kan det andet forsøge at skabe sikkerhed gennem kontrol. Det kan senere komme til udtryk som behov for dominans, manipulation, berettigelse, manglende ansvarstagen eller et stærkt behov for at bevare følelsen af at have ret og være ovenpå. Det er nogle af de dynamikker, vi kan se ved narcissistiske træk.
Hvor people pleaseren kan have lært: “Jeg er kun værdifuld, hvis du har det godt med mig” kan den narcissistisk organiserede person have lært: “Jeg er kun sikker, hvis jeg har magten.”
Begge forsøger egentlig at løse det samme problem. For under de meget forskellige strategier kan der gemme sig nogle af de samme menneskelige erfaringer:
Skam.
Utryghed.
Afvisning.
Følelsen af ikke at være god nok.
Frygten for at blive forladt.
Følelsen af ikke rigtigt at have betydning.
Men de to mennesker forsøger at beskytte sig på hver sin måde. Den ene siger: “Jeg bliver det, du har brug for.” Den anden siger: “Du bliver det, jeg har brug for.”
Den ene overtilpasser sig. Den anden forsøger at få andre til at tilpasse sig.
Den ene mister sig selv i relationen. Den anden kan miste kontakten til andre menneskers subjektivitet.
Begge strategier handler om kontrol. People pleaserens strategi er: “Hvis jeg hele tiden mærker efter, hvad du forventer af mig, tilpasser mig, er sød, dygtig og forstående, så kan du ikke afvise mig. Hvis du synes, jeg er god nok, er jeg i sikkerhed.”
Et eksempel på den narcissistiske strategi kunne være: “Hvis jeg er den dygtigste, den stærkeste eller den, der har ret, kan du ikke få magt over mig. Jeg har brug for, at du beundrer mig, anerkender mig eller ser mig som noget særligt. Hvis du kritiserer mig, truer det mit billede af mig selv – og så må jeg måske nedgøre dig, angribe dig eller vende kritikken tilbage mod dig.”
Den ene siger indeni: “Fortæl mig at jeg er god nok, så jeg kan føle mig tryg.”
Den anden siger indeni: “Se, hvor fantastisk jeg er, så jeg kan føle mig tryg.”
Og måske er den vigtigste pointe: Begge strategier kan udspringe af det samme grundlæggende spørgsmål: “Er jeg værd at elske, som jeg er?” Men hvor den ene forsøger at sikre kærlighed gennem tilpasning, forsøger den anden at sikre den gennem beundring, manipulation eller en følelse af overlegenhed.
Dansen mellem de to strategier
Dynamikken mellem en People Pleaser/Empath og en person med stærke narcissistiske træk kan blive meget intens. De to strategier passer nemlig uhyggeligt godt sammen. I begyndelsen.
People pleaseren mærker måske: “Endelig har jeg mødt en, der virkelig har brug for mig.”
Og narcissisten mærker: “Endelig har jeg mødt en, der virkelig ser mig.”
Den ene føler sig nødvendig. Den anden føler sig beundret. Det kan skabe en voldsom kemi. Men langsomt kan noget ændre sig. People pleaseren giver mere. Forklarer mere. Tilpasser sig mere. Tilgiver mere. Forsøger at forstå mere. Og måske begynder People Pleaseren at tage ansvar for relationens problemer.
“Hvad kunne jeg have gjort anderledes?” “Måske var jeg for følsom.”
“Måske skulle jeg bare have kommunikeret bedre.”
“Måske har han det svært lige nu.” “Måske skal jeg bare være mere forstående.”
Samtidig kan den anden part tage mindre ansvar. Forsvare sig. Afvise. Skyde skylden tilbage. Blive offeret. Eller forsøge at genvinde kontrollen. Og så opstår dansen.
Den ene overfungerer. Den anden underfungerer.
Den ene reparerer. Den anden definerer problemet.
Den ene siger undskyld. Den anden forventer.
Den ene bliver mere og mere usikker på sig selv. Den anden får mere og mere magt i relationen.
Denne dans kan netop skabe en dynamik eller et mønster, hvor People Pleaseren bliver overansvarlig og forsøger at forklare, forstå og reparere, mens den narcissistiske part kan afvise, fordreje eller placere ansvaret hos den anden.
People pleaseren er ikke nødvendigvis “den gode”
Der er også en vigtig nuance her. Vi skal passe på med at lave en fortælling, hvor narcissisten er skurken og empathen/People Pleaseren er helten. For people pleasing kan se kærligt ud. Men det er ikke altid kærlighed. Nogle gange er det angst. Andre gange er det kontrol forklædt som omsorg.
“Hvis bare jeg giver dig nok, så forlader du mig ikke.” “Hvis bare jeg kan gøre dig glad, er jeg sikker.”
“Hvis bare jeg forstår dig godt nok, behøver du ikke blive vred.”
Det kan være en måde at forsøge at kontrollere udfaldet af relationen på. Og derfor er den dybeste heling for People Pleaseren ikke at blive endnu bedre til at forstå andre.
Det er at begynde at forstå sig selv.
Fra hyperopmærksomhed til selvkontakt
Mange mennesker, der har lært at please, er ekstremt gode til at registrere andre. De kan mærke en ændring i en stemme. Et blik. En pause. En ændring i energien i rummet. De ved måske intuitivt, hvornår nogen er utilfredse. Men de opdager ikke nødvendigvis deres egen grænse, før den allerede er overskredet. De har trænet deres nervesystem i at spørge: “Er du okay?” før: “Er jeg okay?”
Derfor handler heling ikke om at blive mindre empatisk. Det handler om at vende noget af empatien, opmærksomheden og omsorgen hjemad. At kunne mærke:
“Jeg har faktisk ikke lyst.”
“Det her føles ikke rart.”
“Jeg er vred.”
“Jeg er ked af det.”
“Jeg har brug for afstand.”
“Det her er ikke mit ansvar.”
Og måske allermest: “Jeg behøver ikke forklare min grænse for at have ret til den.”
Når kærlighed ikke længere kræver, at du forlader dig selv
Den voksne opgave er måske ikke at vælge mellem at være hård eller blød. Mellem at kontrollere eller at tilpasse sig. Måske handler det om at finde en tredje vej, hvor vi kan være empatiske uden at absorbere.
Hvor vi kan være kærlige uden at redde.
Hvor vi kan sætte grænser uden at straffe.
Hvor vi kan sige nej uden at føle os onde.
Hvor vi kan tage ansvar for vores eget liv uden at tage ansvar for alle andres.
For ægte empati kræver ikke selvudslettelse.
Og ægte styrke kræver ikke dominans.
Det gode spørgsmål at stille dig selv
Et af de vigtigste spørgsmål du kan stille dig selv er: “Hvad lærte jeg, at jeg skulle gøre i min barndom for at blive elsket?“
Skulle du være sød? Dygtig? Stærk? Problemløseren? Den der altid kunne forstå?
Den der aldrig havde brug for noget?
Den der havde kontrollen? Den der aldrig måtte vise svaghed?
For bag mange af vores voksne relationsmønstre findes et barn, der engang forsøgte at finde en vej gennem noget, der føltes svært. Og strategien var måske brugbar dengang. Den hjalp dig med at høre til. Den hjalp dig med at skabe en smule kontrol. Den hjalp dig med at undgå konflikt. Den hjalp dig med at føle dig værdifuld. Men det, der beskyttede dig som barn, er ikke nødvendigvis det, der skal styre dine relationer som voksen.
Du behøver ikke længere fortjene din plads. Du behøver ikke være nødvendig for at være værdifuld.
Du behøver ikke kontrollere andre for at være tryg. Og du behøver ikke at forsvinde ind i andre mennesker for at være elsket.
Måske er helingen i sidste ende ikke at blive mindre følsom. Og heller ikke at blive hårdere.
Men at kunne stå så solidt i dig selv, at du både kan mærke dig selv og den anden.
Uden at forlade dig selv. Det er netop dét, vi kan arbejde med i psykoterapi.
