Om min egen rejse gennem tro og tvivl, modstand og overgivelse – og om hvordan min forståelse af Gud langsomt har forandret sig. Fra en længsel efter noget, jeg ikke helt kunne sætte ord på til en stadig dybere oplevelse af det guddommelige.
Hvorfor er det sværere at sige Gud end Universet?
Nogle af de første tarotkort, jeg købte, var ikke den klassiske tarot, men et sæt af Doreen Virtues englekort. Jeg kan huske, at jeg havde lidt modstand på dem. Det var på en måde lettere at forbinde mig til kortsæt, der var baseret på shamanistiske dyr, naturens cyklusser, månens energier eller hinduistiske og egyptiske gudinder. Der er bestemt ikke noget galt i dette, men det har fået mig til at reflektere over en større diskurs.
Da jeg gik på Healerskolen for snart ti år siden, brugte min lærer ordene Gud, Det allerhøjeste Princip, Kærlighed og Universet synonymt. Så kunne man selv vælge det begreb, der ræsonnerede bedst. Her oplevede jeg igen, at det var lidt nemmere at sige ”Universet” eller ”Det allerhøjeste Princip”, end det var at sige ”Gud”. Jeg tror ikke, jeg er alene med denne oplevelse. Hvorfor er det mon sådan?
På diverse tantriske festivaler, hvor jeg tidligere har slået mine folder, kan man tale om ALT. Traumer, sex, feticher, relationer, energi, guruer, plantemedicin, naturånder, afdøde, chakrasystemet, krystaller og meget mere. Der er intet, der er for meget.
Eller så skulle det da lige være med undtagelse af Jesus, Kristus og Gud.
Dem talte man sjældent om, og når man gjorde, var det ofte med en kritisk røst rettet mod kirken, patriarkatet og kvinders urkraft. Selvom noget af denne kritik bestemt er berettiget, kan den også blive lidt unuanceret eller overfladisk. Vi er hurtigt videre.
Men lad os lige blive her et øjeblik og spørge: Hvorfor kan det være så svært at tale om Gud, Jesus og Kristus? Hvad er det ved netop disse ord, der kan vække modstand?
Når spiritualitet forbindes med fordømmelse
En del af mine egne associationer handler om den kristne kirkes historie. Om hekseforfølgelser, kætterbål og mennesker, der gennem historien er blevet udstødt, fordømt eller straffet, fordi de troede, levede eller elskede på en måde, der ikke passede ind i den etablerede religiøse orden.
Jeg har selv glimt fra tidligere liv, hvor jeg oplever at være blevet brændt på bålet som heks eller udstødt af flokken for at være for mærkelig, for anderledes eller for særlig – en freak. Uanset hvordan man forholder sig til sådanne oplevelser, peger de på noget interessant: Hvad sker der i os, når spiritualitet bliver forbundet med fordømmelse og eksklusion?
Måske er det også her, noget af vores moderne modstand mod kristendommen skal forstås. I visse dogmatiske og sekteriske kristne miljøer har troen gennem tiden været præget af en stærk opdeling mellem indenfor og udenfor. Der kan opstå en forestilling om, at gruppen selv besidder den sande lære, mens andre tager fejl eller befinder sig uden for sandheden.
En religiøs leder eller institution kan få en stærk autoritet, og der kan udvikles mistillid til andre kirker, religioner eller verdslige perspektiver. Hvor tvivl og kritiske spørgsmål burde være en naturlig del af troen, kan der i stedet opstå et miljø, hvor tvivl bliver opfattet som svaghed eller ligefrem som et tegn på manglende tro.
I nogle sammenhænge er forestillinger om synd, skyld, frelse og fortabelse desuden blevet brugt til at regulere menneskers adfærd. Det har blandt andet kunnet få alvorlige konsekvenser for mennesker, hvis seksualitet, kønsidentitet eller livsform ikke passede ind i bestemte religiøse normer. Homoseksuelle mennesker er eksempelvis i visse kristne miljøer blevet mødt med fordømmelse, udstødelse eller krav om at fornægte dele af sig selv.
Det er ikke mærkeligt, hvis en sådan religiøs arv har efterladt sig spor i vores kollektive bevidsthed.
Hvad nu hvis det ikke er Gud, vi reagerer imod?
Der er gode forklaringer på, hvorfor nogle mennesker eller spirituelle miljøer i dag reagerer så kraftigt på ordene Gud, Jesus og Kristus.
Men hvad nu hvis det ikke nødvendigvis er Gud, vi reagerer imod, men rettere de erfaringer af kontrol, skyld, skam, fordømmelse og eksklusion, som ordene gennem historien er blevet forbundet med?
Hvis vi uden videre afviser Gud på baggrund af den kristne kirkes skyggesider, risikerer vi så ikke at gøre præcis det samme, som vi kritiserer?
At skabe en ny form for dogmatik, hvor bestemte spirituelle perspektiver er tilladte, mens andre på forhånd afvises?
Måske handler det om at undersøge, hvad der ligger bag ordene.
Hvem er Gud, når vi adskiller Gud fra kirke og religion? Kan vi overhovedet det?
Hvem er Jesus, når vi adskiller Jesus fra de institutioner, der har talt på hans vegne?
Og hvad kunne Kristus betyde, hvis begrebet ikke først og fremmest forstås som et dogme, men som en erfaring eller en impuls til en dybere forståelse af mennesket og det guddommelige?
Det er mere uforpligtende at tale om Universet
Som min psykologkollega og veninde, Zanin, sagde til mig forleden:
Det er mere uforpligtende at forholde sig til totemdyr, energi og naturånder, end det er at udvikle et dybt og personligt forhold til Gud.
Det klingede meget sandt hos mig.
Forholdet til Gud forpligter. Ikke nødvendigvis i betydningen af, at man skal underordne sig bestemte religiøse regler eller dogmer, men fordi Gud udfordrer vores forestilling om, at vi selv er centrum for tilværelsen.
Et forhold til Gud kan stille spørgsmål ved vores måde at leve på, vores valg, vores værdier og vores måde at møde andre mennesker på. Det kan kalde på ansvar, overgivelse, ydmyghed og en villighed til at lade noget større end vores egne ønsker få betydning.
Det er måske netop dette, der kan gøre forholdet til Gud mere udfordrende.
Man kan forholde sig til månens cyklusser, trække et kort med et kraftdyr eller arbejde med naturens energier uden nødvendigvis at opleve, at noget uden for én selv stiller krav til, hvordan man lever. Det kan være meningsfuldt, smukt og dybt – men relationen behøver ikke at blive personlig på samme måde.
Gud er anderledes.
Gud understøtter ikke blot vores egen udvikling, men kan også udfordre den. Gud kan ikke uden videre reduceres til et redskab for selvudvikling, healing eller personlig transformation.
Et forhold til Gud kan derfor indebære en bevægelse fra spørgsmålet:
Hvad kan dette give mig?
til spørgsmålet:
Hvad kaldes jeg til?
Det er måske en af de store forskelle mellem at bruge spiritualitet som et spejl for sig selv og at indgå i en egentlig relation til det hellige.
Og lige præcis her mærker jeg en anden form for frygt ved at tale om Gud: Frygten for at fremstå hellig, særligt ophøjet eller frelst.
Og med “frelst” mener jeg her ikke den religiøse betydning af ordet, men den lidt mere hverdagsagtige: at blive selvhøjtidelig, missionerende eller overbevist om, at man selv har fundet og forstået sandheden.
For mig er der dog en vigtig forskel mellem at tro på, at Gud er sandheden, og at tro, at jeg selv besidder sandheden.
Jeg kan have en dyb tillid til, at der findes en sandhed, uden at kunne gøre krav på at kende den fuldt ud.
Når det guddommelige bliver en personlig erfaring
Jeg har haft mystiske og intuitive erfaringer, som jeg har oplevet som dybt meningsfulde, transformerende og guddommelige. Nogle af disse oplevelser har været voldsomme og fysiske. Andre mere nænsomme og subtile.
For nogle måneder siden sad jeg f.eks. i en kirke i den østlige del af London, hvor jeg oplevede Guds stemme inden i mig:
“You are doing God’s work,” sagde den.
Min umiddelbare reaktion var næsten fysisk:
Ej, slap dog af.
Der var noget i mig, der havde modstand på at tage ordene ind: For hvem er jeg lige til at sige, at jeg gør Guds arbejde?
Og samtidig var der noget i mig, der mærkede:
Det føles faktisk sandt.
Det er en mærkelig spænding. For hvordan kan jeg både have modstand på Gud og samtidig tro på, at det guddommelige kan virke gennem os og samarbejde med os i vores liv?
At være i tjeneste
Jeg øver mig i at stå ved, at der for mig findes noget helligt og sandt – uden at gøre krav på at eje det eller forstå det med mit intellekt.
At kunne mærke en forbindelse til det guddommelige – uden hverken at ophøje mig selv eller underminere dét, jeg kan bidrage med.
Og at kunne tage imod opgaven og oplevelsen af at være i tjeneste – uden at gøre dette til en ny identitet.
Måske er det netop sådan, ydmyghed og storhed kan mødes?
Gud som mysterium og kompas
For mig er Gud et levende, kosmisk væsen og mysteriet over dem alle. Og forholdet til Gud handler om at kunne udholde – og åbne sig for – dét mysterium. At holde døren på klem for en højere plan og tanken om, at Gud ved mere og ser længere, end jeg selv gør.
Forholdet til Gud handler om at være i tjeneste for noget, der er større end mig.
Men ikke en hvilken som helst kosmisk kraft.
Jeg tror også på, at det onde eksisterer – ikke kun som en kraft i verden, men som noget, vi alle på forskellige måder bærer i os.
Troen på Gud hjælper mig til at genkende både lyset og mørket i mig selv og tage stilling til, hvad jeg vil give næring.
Gud bliver et kompas, der hjælper mig med at vælge det gode. Det sande. Det kærlige.
Ikke for at tilsidesætte mig selv eller blindt underordne mig en ydre autoritet, men for at lade mine egne evner, erfaringer og livskraft komme noget større til gavn.
At spørge:
Hvordan kan det, jeg har fået og kultiveret, blive til noget, jeg kan bidrage med?
Og samtidig:
Lever jeg sandt, kærligt og loyalt?
