PSYKOLOGI – DA LÆREN OM SJÆLEN BLEV TIL EN VIDENSKAB

I dag er der generel enighed om, at psykologiens genstandsfelt er psyken. Til gengæld hersker der stor uenighed om, hvad psyken er for en størrelse, hvordan den skal defineres og studeres eller om den overhovedet eksisterer (Brinkmann, 2009). Det betyder, at der inden for den psykologiske videnskab, hersker en såkaldt teoripluralisme. Det vil sige, at en lang række forskellige teorier og paradigmer findes og anvendes – ofte side om side.

Når jeg skriver, at jeg er særligt inspireret af den eksistentielle, humanistiske og transpersonlige psykologi skyldes det flere ting. Først og fremmest forholder jeg mig til mennesket ud fra et tværfagligt og helhedsorienteret blik, der både har øje for vores biologi, psykologi, kultur, relationer og spiritualitet. 

På psykologistudiet stod jeg dog til tider lidt alene, når det kom til at undersøge og integrere den spirituelle dimension. Derfor var det en gave for mig at opdage, at den transpersonlige psykologi eksisterer på universiteter i England og Californien. Jeg glæder mig til, at disse grene af psykologien finder vej ind på de danske universiteter.

Humanistisk og Transpersonlig Psykologi

I den humanistiske og transpersonlige psykologi antages det, at alle mennesker har et selv, en personlig kerne, som rummer en lang række muligheder og potentialer. Mennesket besidder en medfødt ”grundtendens” eller lyst til at forfølge disse evner og udfolde potentialerne. Fuld udfoldelse af de medfødte potentialer betragtes som et udtryk for psykisk sundhed, mens blokering af disse anses for at være forbundet med psykisk lidelse, ubalance eller dysfunktion. 

Inspireret af Abraham Maslow, som regnes for en af initiativtagerne til den humanistiske psykologi, er et af nøglebegreberne i denne sammenhæng selvrealisering eller selvaktualisering, som refererer til menneskets iboende tilbøjelighed til at gro, vokse og udfolde sig.

Menneskets spirituelle eller religiøse engagement ses i den humanistiske psykologi som en værdifuld livsdimension i sig selv. Lysten eller trangen til at søge sammensmeltning med noget større og dermed gå ud over, eller transcendere, sig selv opfattes som noget berigende og meningsfuldt. 

Maslow anser eksempelvis kosmiske enheds- og sammensmeltningsoplevelser, hvor mennesket føler sig dybt forbundet (nærmest identisk) med sin kontekst, for at være et sundt udtryk for at række ud over sig selv (Jacobsen, 2011). Maslow interesserer sig dog mindre for, om der rent faktisk eksisterer noget ”på den anden side” eller ej.

Med denne forskel in mente viser Maslow, hvordan kernen i det spirituelle engagement ikke nødvendigvis er religiøs i traditionel forstand. Hvor det spirituelle engagement er baseret på menneskets egne erfaringer og dermed er en personlig affære mellem individet og kosmos, er religion en organiseret, institutionaliseret og ofte hierarkisk gruppeaktivitet, som foregår bestemte steder såsom kirker eller templer og ud fra givne trosnormer eller doktriner. Organiseret religion kan dog stadigvæk godt udgøre én måde, hvorpå mennesket kan udtrykke sin spiritualitet, men er dog langt fra den eneste måde (Hartelius, Friedman & Pappas, 2015).

Kerneaspekterne i Transpersonlig Psykologi

Den transpersonlige psykologi har etableret sit eget område i psykologien og siden 1969 haft sit eget tidsskrift Journal of Transpersonal Psychology (JTP), som bl.a. blev stiftet af Maslow. I dag fungerer JTP som et peer-reviewed psykologisk tidsskrift, der behandler spirituelle emner som legitime i akademisk kontekst (Jacobsen, 2011).

Alligevel har den transpersonlige psykologi kæmpet med at definere sig selv og sit genstandsområde på en klar og artikuleret måde, da feltet integrerer mange forskellige, komplekse områder. Der er dog fire fremtrædende perspektiver, som kan identificeres i den transpersonlige psykologi, nemlig:

1. Det religiøse perspektiv. Dette perspektiv handler om menneskets forhold til det guddommelige, der forstås som en virkelighed, som transcenderer (eller overskrider) den materielle, fysiske verden. Det er ikke vigtigt, om det guddommelige defineres som Gud, Kærlighed, Brahman, Det højeste Væsen, Dharma, Tao m.m.
2. Det psykologiske perspektiv. Denne prisme rummer både socialpsykologiske, kognitive, psykodynamiske og neurobiologiske tilgange og understreger, at transpersonlige oplevelser opfattes som udtryk for underliggende psykologiske processer. 
3. Det humanistiske, eksistentielle perspektiv. Dette perspektiv ser det spirituelle som et fundamentalt aspekt ved den menneskelige oplevelsesverden, gennem hvilken det er muligt at udvikle mere dybsindige forståelser og autentiske forhold til sig selv og andre. 
4. Det økologiske perspektiv. Dette, fjerde perspektiv handler om menneskets spirituelle forbindelse til og etiske ansvar overfor alt liv på jorden, i luften og havene.

Det transpersonlige projekt er ambitiøst, idet det ønsker at forstå kosmos på en ny og integrerende måde, som hverken lader sig begrænse af bestemte, religiøse traditioner eller (natur)videnskabens objektiviserende øje (Hartelius, Rothe & Roy, 2015). I stedet søger den transpersonlige tilgang at formidle en ny vision, som både ærer den menneskelige videnskab og spiritualitet. 

Ud over de fire perspektiver, som er beskrevet ovenover, er der tre kerneaspekter, som tilsammen udgør én mulig måde at definere den transpersonlige psykologi på:

“Transpersonal psychology is a transformative psychology of the whole person in intimate relationship with an interconnected and evolving world; it pays special attention to self-expansive states as well as to spiritual, mystical, and other exceptional human experiences that gain meaning in such context” (Hartelius et al., 2015, p. 14).

De tre kerneaspekter beskrives her: 

1. Det første kerneaspekt, selvekspansion,refererer til de personlige oplevelser, som transcenderer de konventionelle grænser, der normalt anses for at konstituere vores jeg-fornemmelse, også kaldet egoet. Sådanne oplevelser kunne eksempelvis stamme fra psykedeliske stoffer, så som LSD, intentionelle shamanistiske eller meditative praksisser. Fælles for disse oplevelser er en særlig forbundethed til verden, en forstærket følelse af mening, medfølelse eller altruisme. Transpersonlige oplevelser inkluderer dog også nærdøds- eller ud-af-kroppen-oplevelser, hvor bevidstheden separeres fra kroppen. Nærdødsoplevelser sker dog pludseligt og kan ikke optrænes eller praktiseres intentionelt. 

1. Det andet kerneaspekt, det hele menneske, inkluderer en bred vifte af holistiske, multikulturelle og integrerende tilgange, som forsøger at omfavne mennesket i sin helhed og dets forståelse af sig selv, sin krop, sine relationer og sociale kontekst. 

1. Det tredje kerneaspekt, den transformerende dimension, anerkender, at verden og mennesket er i konstant forandring og handler om selv-aktualisering, forløsning af potentialer samt de kræfter, som driver den menneskelige udvikling.

I transpersonlig forstand kan den spirituelle dimension altså defineres som et personligt anliggende, der vedrører alle mennesker og tager udgangspunkt i den individuelle bevidsthed, men ekspanderer til også at inkludere en større sammenhængskraft med verden. Ved at forstå psykologien ud fra sin oprindelige betydning, læren om sjælen, bliver de centrale spørgsmål derfor ikke kun, hvor eller hvad sjælen er i psykologien i dag men også; hvilke konsekvenser har det for psykologien ikke at stille disse spørgsmål? Har vi råd til at lade være?

Litteraur:

Brinkmann, S. (2009). Psyken: Mellem synapser og Samfund (2. oplag). Aarhus Universitetsforlag.
Hartelius, G., Friedman, H., L., & Pappas, J., D. (2015). The Calling to a Spiritual Psychology. Should
Transpersonal Psychology Convert? In Friedmann, H., L., & Hartelius, G. (Eds.) The Wiley-Blackwell Handbook of Transpersonal Psychology (pp. 44 – 61). UK, West Sussex: John Wiley & Sons, Ltd.
Hartelius, G., Rothe, G., & Roy, P. J. (2015). Introduction to Transpersonal Psychology. In Fried-
mann, H., L., & Hartelius, G. (Eds.) The Wiley-Blackwell Handbook of Transpersonal Psychology (pp. 3 – 22). UK, West Sussex: John Wiley & Sons, Ltd-
Jacobsen, B. (2011). Humanistisk psykologi. In Karpatschof, B. & Katzenelson, B. (Eds.) Klassisk og moderne psykologisk teori (2. ed. pp. 109 – 122). København: Hans Reitzels Forlag.