Læser du psykologi? Psykoanalyserer du så mig nu?” Det er et spørgsmål, jeg ofte er blevet stillet, så snart, jeg fortæller, at jeg studerer psykologi. Alt efter promille og overskud svarer jeg tit nej til spørgsmålet med vemod i stemmen og en ærlig kommentar i retning af: ”det lærer vi ikke på psykologistudiet”. Derimod lærer vi at redegøre for en masse teori. Vi lærer at forvandle og justere komplekse spørgsmål om menneskets natur til store mængder data, skemaer og krav om evidens.
Det er muligt at gennemføre hele psykologistudiet uden selv nogensinde at have været i terapi. Det finder jeg utroligt tankevækkende. Psykologiuddannelsen er nemlig i høj grad den label og ”adgangsbillet”, som gør, at langt de fleste mennesker tror, at vi pr. automatik er rustet til at forstå og tale med mennesker i en professionel og/eller terapeutisk kontekst.
Efter minimum fem år på universitetet følger forkortelsen cand.psych. og retten til at bruge den synlige, beskyttede titel psykolog. Med denne titel følger dog også en usynlig tillidserklæring og ansvarlighed til nu at kunne forstå og håndtere levende menneskeskæbner. Mit spørgsmål er dog, om akademiske, psykologfaglige hænder nødvendigvis er rustet og berettiget til dette?
Med adgangskrav som forlanger tårnhøje gennemsnit har psykologiuddannelsen fået tildelt et iboende kvalitetsstempel, som måske skygger for en kritisk sans ift. indholdet af selve uddannelsen? Mens man på universiteter i Sverige og England kan vælge mellem forskellige retninger eksempelvis forskning eller terapi, er vores psykologiuddannelser i Danmark ”generalist-uddannelser”, som uddanner kommende psykologer til at kunne reproducere, kritisk reflektere over samt navigere i et stort og forskelligartet, teoretisk landskab.
Psykologien har i mange år været underlagt et positivistisk videnskabsideal, hvor data, der kan måles og vejes, vejer tungest i det ”videnskabelige hierarki”. Det er farligt at besmitte den rene videnskab og psykologen trænes til altid at være opmærksom og på vagt overfor egne bias og fordomme. Kliniske psykologer rustes til at ”psykoedukere” og tildele klienter og patienter effektive ”redskaber” og ”værktøjer”. I ny og næ kan det forsvares, at psykologen ”selvafslører”, hvilket betyder, at psykologen deler nøje udvalgte og få, personlige detaljer om psykologens eget liv.
Jeg er klar over, at jeg lyder meget kritisk, men min hensigt er bestemt ikke at nedgøre eller negligere psykologiuddannelsen i Danmark. Jeg har stor respekt for den psykologiske profession og det psykologfaglige arbejde, min pointe er blot at stille spørgsmålstegn ved distancen mellem psykologien og mennesket, der studerer denne komplekse videnskab.
Hvor blev sjælen – og kroppen – af?
Psykologi betyder, direkte oversat fra græsk, læren om sjælen, men i dag flakker sjælen rundt som en hjemløs immigrant, der hverken er velkommen i klinisk eller videnskabelig kontekst. Sjælen er forsvundet fra psykologien og forskudt til teologi, antik og kartesiansk filosofi eller spirituel New Age litteratur forvist fra sit oprindelige ophav – psykologien. I moderne, akademisk psykologi er begrebet sjæl for længst erstattet af ord som psyke, sind, selv eller bevidsthed. Det vil sige nye abstrakte begreber uden entydige definitioner, men som uden religiøse konnotationer er helt legitime i den videnskabelige diskurs.
I min optik er sund spiritualitet ikke udelukkende et spørgsmål om tro, men et holistisk spørgsmål om fysisk forankring og forening af tanker, krop og følelser. Vi er vores eget mest fintfølende instrument. Hvorfor kan universitetet ikke være en platform, som også opfordrer os til at bruge os selv – vores krop – vores følelser? Ikke på bekostning af et teoretisk fundament, men på baggrund og i samspil med dette.
Psykologi og spiritualitet er ikke adskilte verdener. Tværtimod er det min klare overbevisning, at de er dybt forbundet. Uden spiritualitet kan psykologien hverken forstå eller integrere menneskets åndelige natur og forbundethed, og uden psykologi kan spiritualiteten forlede os til storhedsvanvid, grænseløse vrangforestillinger og virkelighedsflugt.
Denne konstruerede distance mellem psykologi og spiritualitet minder mig om en anden form for afstandstagen, nemlig den kløft, der somme tider findes, mellem psykologer og terapeuter.
Psykolog vs. Terapeut
I modsætning til psykolog er terapeut ikke en beskyttet titel. Man kan således kalde sig selv ”kærlighedsterapeut” efter et enkelt weekendkursus eller opfinde sin egen form for terapi uden nogen form for undervisning. Selvom dette naturligvis kan være problematisk, må denne sunde skepsis ikke skygge for det hav af seriøse og dybdegående psykoterapeutiske uddannelser, som også eksisterer.
På psykologiuddannelsen bliver vi eksplicit bedt om at værne om vores titel og huske denne adskillelse mellem psykologer og terapeuter. Vi har gået fem år på universitetet. Det har de, terapeuterne, ikke. Til gengæld har mange terapeuter en enorm praksiserfaring, gået i egen-terapi og dermed arbejdet med sig selv, mens man som uddannet psykolog kan have gennemført et helt universitetsstudium uden nogensinde at være blevet konfronteret med eller bedt om at bruge sin krop eller sine følelser på en faglig måde. Den rationelle, logiske hjerne er alt, hvad vi har brug for på psykologistudiet. I mine år på universitetet har jeg længe haft et indre, syret, symbolsk og tragikomisk billede af os, de psykologistuderende, som kloge, kropsløse hoveder, der hopper ihærdigt og isoleret rundt på halsen.
Det er selvfølgelig langt fra alle nyudklækkede psykologer, som flyver ud på arbejdsmarkedet for at lave terapeutisk arbejde eller drømmer om en efteruddannelse i psykoterapi. Der findes utallige andre professionelle platforme, både i den offentlige sektor og private virksomheder, hvor psykologen ikke har en direkte terapeutisk funktion men eksempelvis en undersøgende, rådgivende, formidlende, ledende, medierende, superviserende eller konsultativ rolle.
Obligatorisk terapi?
Som tidligere nævnt giver psykologiuddannelsen de studerende et bredt overblik over mange forskellige teoretiske og metodologiske retninger. Vi snuser til statistik (ét fag der forresten fylder langt mindre på Aalborg Universitet end på Københavns Universitet for blot at nævne én forskel mellem de mange, forskellige psykologiuddannelser i Danmark) og stifter bekendtskab med neuropsykologi, kognitionspsykologi, socialpsykologi, personlighedspsykologi og adskillige andre, psykologiske grene.
Derfor tænker jeg, at det ville give mening, at psykologistuderende i løbet af det femårige studium også skulle udforske en terapeutisk dimension og mærke på egen krop, hvad det vil sige at være klient i terapi, samt hvordan det føles at ”sidde i den varme stol”.
Mit ønske er bestemt ikke, at psykologiuddannelsen skal dyppes og syltes ind i personlig selvudvikling, men jeg tænker, at et kort forløb med egen-terapi, ville være et rimeligt krav. I mine øjne ville det kun være værdigt, at et afgrænset terapiforløb blev en integreret del af uddannelsen uden at være hverken hævet over eller underlagt andre psykologiske fag.
Hvad nu hvis man som psykologistuderende ikke har noget presserende at tale med en terapeut/klinisk psykolog om, tænker du? Er det ikke farligt og stigmatiserende at tvinge psykologistuderende i terapi? Er det ikke tabu-bevarende at lade være, tænker jeg? Det er interessant at reflektere over, hvad obligatorisk terapi ville gøre ved den asymmetriske relation, der hersker i relationen mellem klient og psykolog, hvor sidstnævnte altid i højere eller mindre grad agerer som ”ekspert”.
Hvorfor ikke omfavne den stående joke eller fordom om psykologiuddannelsen, der siger, at psykologerne selv er de mest forskruede typer? Måske er det netop de psykologistuderende, der har allermest modstand mod denne tanke, og som tænker, at de intet terapibehov har, der ville blive allermest overraskede over et terapiforløb? Personligt har jeg aldrig mærket et synderligt behov for eller glæde ved at gennemføre statistikfaget, men jeg ser værdien i, at jeg som kommende psykolog har fået et begrænset, men rimeligt kendskab til statistik. Kunne det samme ikke gøre sig gældende om et kort terapiforløb eller et nyt fag, der tør bruge og kræve mere end den psykologistuderendes kloge hoved?
Hvad ville der mon ske, hvis vi tænkte både/og frem for enten/eller?
